Sådan Opnår Du Økonomisk Uafhængighed

At være økonomisk uafhængig lyder og forbliver som en drøm for de fleste. Der er dog de få heldige der vinder i lotto eller er født ind i det, og så er der den nye bevægelse af folk der trækker arbejdshandskerne på, er tålmodige og opnår det inden de alligevel skulle på pension. Tilbage står dem hvor økonomisk uafhængighed lød som en drøm, men uden at vide det opnår de fleste det faktisk, når de går på pension og lever af den opsparing de har lavet hele livet og renterne fra den.

Det jeg vil tale om er, hvordan du opnår økonomisk uafhængighed inden pensionsalderen. Jeg er en af dem der er midt i processen og mit mål er at være økonomisk uafhængig som 50 årig, men om dit mål er at gå på pension 5 år tidligere eller at være økonomisk uafhængig som 30 årig, er ikke vigtigt. Værktøjerne til at nå i mål er de samme og det er dem jeg vil fortælle dig om i denne artikel.

 

De 3 Skridt Til Økonomisk Uafhængighed

  1. Hvad er mine årlige udgifter?
  2. Hvilket afkast forventer jeg at mine investeringer?
  3. Hvor meget skal jeg spare op for at afkastet dækker de årlige udgifter samt en sikkerhedsbuffer?

 

Når du kommer til 3. punkt vil mange falde bagover, når de finder ud af hvad de egentligt skal spare op. Kæresten og jeg har et ønske om et månedligt afkast på 15.000 efter skat. Skatten af de første 103.400 (2017 tal) er 27% og af de resterende er den 42%. Det vil kræve et afkast på 285.000,- om året – For at få udbetalt 180.000,- efter skat. Det vil kræve en opsparing på 5,7 millioner at opnå, Men kunne vi øge afkastet til 8% kræver det kun 3.5 millioner.

Vi har en forventning om et afkast på 10% hvilket betyder at vi skal have en opsparing på 2.9 millioner. Vi har lige et hus der først skal afbetales, men indenfor 20 år har vi afbetalt huset og opnået en opsparing der er omkring 3 millioner, og trækker du arbejdshandskerne på er det et mål de fleste danskere kan nå.

Det vil betyde at vi, når vi under de 50 år, vil kunne vælge at stoppe med at arbejde, eller måske mere realistisk, kan gå ned i tid uden at tænke over det. Vi kunne også vælge at sælge huset og flytte til Thailand hvor vi med dette afkast, og pengene fra salget af vores hus, kunne leve som konger. Økonomisk uafhængighed handler ikke altid om hvad målet helt specifikt er, men at du har mulighed for at vælge.

Jeg vil i punkterne her under hjælpe dig med hvordan du, med simple ændringer, kan gøre det realistisk for dig at opnå det samme.

 

Trin 1 – Få overblik over udgifterne

Det handler ikke nødvendigvis om at du skal notere alle dine udgifter, men start med at gå alle dine faste udgifter igennem for de sidste 12 måneder. Alle vores faste udgifter som forsikring, mobiltelefoner, Netflix, Spotify osv. udgør ikke meget over 1000,- i måneden. Vi har valgt at spare A-Kasse og Fagforening væk da vi begge arbejder en del freelance og har eget firma, det er penge vi tilgengæld kan spare op og vi kan sagtens leve 6 måneder af vores nødopsparing uden andre indtægter.

Når du har styr på alle dine faste udgifter, så gennemgå dem en efter en. Er de nødvendige? Kan der spares? Vi fandt f.eks. ud af at man for 149,- i måneden kunne få en Spotify Family konto med 5 kontoer tilknyttet, noget vi ellers tidligere betalte 300,- for da vi havde 3 individuelle kontoer i huset. Mobilabonnomenter er blevet så billige at de fleste kan leve med et til 119,- i måneden og frem for at købe de dyreste telefoner køber vi en ny lækker Android smartphone til 3000,-, modellen lige under topmodellen og så skal den holde i mindst 2 år. Det er ikke noget vi bruger meget tid på idag, omkring 1 time i måneden, til at holde styr på alt omkring vores egne udgifter.

Derefter gælder det de variable udgifter. Et trick er at køre med på en seperat konto med eget kort, så du let kan se hvor meget du bruger her. Det samme med lommepenge.

 

 

Trin 2 – Hvilket afkast forventer jeg?

Dette er et af de svære spørgsmål og du vil aldrig opleve et fast svar. Et anerkendt studie af afkastet fra aktier, Trinity study, peger på 4% som det magiske tal indenfor aktier. Det undersøgelsen forsøger at udregne er en formel for hvor meget du kan hæve fra din aktieopsparing uden at den falder, selvom aktierne hver dag stiger og falder i pris.

Men kan du øge dette tal til bare 5% er det hurtigt 5 år tidligere du kan opnå økonomisk uafhængighed. Mine investeringer i ejendomme rykker fast et afkast på 10-15% hjem hvert år, ud over den værdi de samler sammen igennem mine afbetalinger på dem.

De fleste der ikke har en ide om dette, men gerne vil forsøge at tage et konservativt udgangspunkt bruger 4 eller 5%.
Hvis du endnu ikke er gået igang med at investere vil jeg tage udgangspunkt i 5% og læse min artikel om at investere ens opsparing

 

Trin 3 – Hvor stor en opsparing kræver min økonomiske uafhængighed?

Jeg ville faktisk have lavet en beregner, men der er en lang række variabler i dette regnestykke og det ender derfor nok med at I får adgang til det excel dokument jeg bruger. Noget af det mest givende er nemlig at indtaste ens lønforhøjelse, mindre faste udgifter eller den bonus man fik på jobbet, og se hvor mange måneder det ændrede ift. ens økonomiske uafhængighed. Det samme med tilføjelse af afkastet af de nuværende investeringer.

Overordnet handler det om at regne på hvad skatten er på ens afkast. Er det aktier er der et afkast, er det overskud fra virksomheder som driver boligudlejning er det en anden skatteprocent og er det privat udlejning er det en helt 3. og alle steder er der også bundgrænser og en masse fradrag.

Mit bedste råd for en grov beregning er at regne med 35% i skat, det giver et groft billede af det. Men vil du vide det mere nøjagtigt er du nød til at lave et excel ark der beskriver alle dine investeringer, deres afkast og hvordan du beskattes af det.

Når du har udregnet det, så prøv at regne på hvad en ændring i afkastet af dine investeringer, på bare 0,5%, vil betyde eller hvis du kan sænke dine udgifter med 5%. Det er her der kan gå lidt sport i det, da selv små ændringer kan gøre en stor forskel.

Og mit måske vigtigste råd! Husk en sikkerhedsbuffer. Det er ikke sjovt at have forladt Danmark til fordel for de varme himmelstrøg og så efter 10 år være ved at slippe op for penge. Du er blevet for gammel til rigtigt at arbejde og vil nu være tvunget til at tage en stor nedgang i indkomst for at rette op på det. Måske skal du lige arbejde et ekstra år eller 2 inden du tager afsted, men det er sjovere at stå med ekstra penge på lommen end at mangle dem uden mulighed for at tjene dem.

 

Tips til Økonomisk Uafhængighed

Jeg har forsøgt at opstille alle punkterne simpelt, det behøver nemlig ikke at blive mere avanceret. Men når man dykker lidt ned i det eller måske endda selv begynder, vil man hurtigt opdage at tålmodigheden og vedholdenheden er svær. For når der står 500.000 på kontoen er det svært stadig at vælge den billige bil eller selv at lave mad frem for at spise ude. Du skal dog huske at det at nedbringe dine udgifter ofte er lettere end at tjene flere. Og skulle du tjene flere, behøver dine udgifter ikke at stige, så vil din dato for økonomisk uafhængighed bare komme tættere på, lidt hurtigere end før.

Det store skridt er at ændre ens tankegang indenfor penge, og for at hjælpe dig med det, har jeg fundet et par af de råd der har hjulpet mig mest frem her under.

 

Penge behøver ikke at være noget du tænker meget på

Når du læser en blog som min, tænker du måske at du næsten er nød til at gå ned i tid på arbejde, for ellers har du ikke overskud og tid til at styre økonomien så hårdt som det kræves. Det er ikke nødvendigvis korrekt og målet med økonomisk frihed er også mere tid, så det hjælper ikke at du blot bruger tiden på at spare penge frem for at tjene frem.

Først handler det om at blive klogere på økonomi, uden at blive ekspert. Du skal ikke lære at slå aktiemarkedet eller blive professionel investor, men du skal lære nok til at tage kontrol over din økonomi og styre dine investeringer. Der kommer helt sikkert ændringer, men hvis du tager dem en af gangen, bliver det til vaner, og så er det at du skal lave en maplan og en indkøbsseddel når du handler, ikke længere noget du bruger energi på, du sparer energi fordi du kan handle hurtigere og færre gange.

Til sidst handler det om at finde nogle få kilder som du følger, eksperterne, som kan hjælpe med at holde dig opdateret. Det er vigtigt at du finder nogle du kan relatere til og som du mener passer til din investeringsform. Det er her du skal finde hjælp til om det er aktiemarkedet eller ædelmetaller du skal sætte pengene i de næste par år, og det er her du skal finde inspiration til spredning af dine investeringer.

 

Overfør lønstigninger, arv og overskud til en opsparing

Der er intet galt i at gå ud og fejre din store lønstigning, men frem for at sætte alle pengene ind på dine lommepenge hver måned, kan du med fordel overføre dem til opsparingen. Psykologisk er dette noget af det sværeste for os mennesker, men har du først prøve at køre en BMW er det ikke sjovt at køre en KIA, men fastholder du din KIA efter lønstigningen føler du stadig at det er lækkert når du kan gå ud og købe en helt ny bil efter at have haft den i 7 år.

 

Udnyt lavere priser i andre lande

Kan du arbejde online? Eller har du mod på at flytte når du bliver økonomisk uafhængig? Leveomkostningerne i store dele af Asien og Sydeuropa er under 50% af hvad de er i Danmark og der er, i begge områder, boligkvarterer eller hele byer med mange danskere. Flybiletter er også efterhånden blevet så billige at du kan flyve til Sydspanien billigere end du kan tage bilen fra Aarhus til København.

Det vil altid være en stor ændring, og vælger du at bruge de ekstra penge, du kunne spare op i Asien, på luksus som rengøringshjælp, at spise ude eller noget helt 3. nytter det ikke meget. Men har du mod på at opleve nye dele af verden, måske endda sammen med kæresten, konen eller en god ven, så er det en god mulighed for at kickstarte din opsparing eller din økonomiske frihed.

 

 

At være økonomisk uafhægig som 50 årig er muligt

Faktisk også selvom du ikke havde tænkt på at blive økonomisk uafhængig. Den store prisstigninger i boliger har nemlig gjort mange danskere til millionærer hvis de vælger at sælge og flytte til et sted hvor boligpriserne er lavere. Efter at have afbetalt på huset, i måske 20 år, er friværdien ved at være oppe og børnene er rejst hjemmefra.

De lave boligpriser og leveomkostninger, i et land som Thailand, er løsningen på at hoppe på pension som 50 årig, og leve fint af opsparingen indtil du er 65 og begynder at få udbetalt pension.

Som et eksempel, køber du en ejendom til 1.5 millioner i Thailand, for dette beløb får du en lækker poolvilla i Phuket, og med en opsparing på 4,5 millioner har du uden at investere pengene 15.000 at leve for hver måned, dette beløb vil for de fleste par række fint til at spise ude 2-3 gange dagligt, rengøring 1 gang i ugen, en bil i garagen og penge til at rejse til Danmark 1-2 gange årligt. Det kræver altså at du har 6 millioner i friværdi hvilket for mange folk der har købt et hus i København er en mulighed. Er din friværdi mindre har du måske en opsparing eller du kan vente til du er 55 og så vil det også kræve langt mindre.

Når opsparingen er væk vil i kunne leve af jeres folkepension samt private pensionsopsparing, som i skal regne på hvad vil være. Den vil dog i mange tilfælde være højere end de 15.000,- for 2 personer.

Kan i leve for 10.000, og en bolig til 1 million, er kravet til opsparingen nede på 2,7 millioner, og så videre. Det gælder om at få regnet på tingene og se hvad man har lyst til. Husk at der i Thailand er flere områder med mange danskere hvor man kan danne gode fællesskaber.

 

Til slut vil jeg bare sige, det er et hårdt og langt træk. Du skal gøre op med dig selv om det er det værd, men hvis svaret er ja er det bare at hoppe ud i det.

Skriv en kommentar